Nytårskur

MotionSå har vi taget hul på 2012, og for rigtig mange betyder det også et nytårsfortsæt om, at komme i gang med at dyrke motion.

Med en lille peptalk vil jeg gerne hjælpe dig lidt på vej, så du kan nyde de mange glæder der er forbundet ved at dyrke motion. Læs trygt videre og glæd dig over din fremtid med motion og velvære.

De fleste har nok hørt sig selv sige noget i stil med ”Jeg begynder på mandag”, og så ellers ikke komme videre. Uanset om du har tænkt dig at gå i gang med at cykle, løbe, svømme eller noget helt andet, er det vigtigt at komme i gang med sin træning.

At komme i gang, er samtidig også det sværeste. Det er måske mange år siden du sidst har dyrket motion, og som årene er gået, har din krop mistet kraft og overskud. Det kan derfor virke uoverskuelig at skulle begynde at cykle 30 kilometer om dagen, eller svømme i en hel time. Men at komme i gang, er ikke ensbetydende med at dyrke eliteidræt. At komme i gang betyder, at starte et sted, og så arbejde sig frem til en bedre form og et bedre liv.

Mål

Når først du er kommet i gang med at træne, er det vigtigt at du i den første tid med træningen holder dig selv til ilden.

Den bedste måde at sikre, at sofaen ikke vinder over træningen er ved at sætte sig et mål.

Jeg har her samlet et par tips til, hvordan du sætter et mål for din træning.

  • Målet skal være realistisk. Du skal selv tro på, at du kan nå dit mål, for ellers virker det ikke.
  • Målet skal være tidsfast. Sæt en dato for, hvornår målet skal være nået. Når du starter med træning bør det ikke være alt for langt ude i fremtiden. Det kan f.eks. være noget med at kunne cykle 20 kilometer om 5 uger.
  • Del dit mål med andre. Fortæl alt og alle om dit mål, og din beslutning om at begynde at dyrke motion. Når først du har fortalt det til andre, vil du føle dig mere forpligtiget til at jagte dit mål.

For nogle år siden skulle jeg i gang med cykeltræningen efter flere års pause. Mit mål var at tabe mig 10 kilo på ti uger. De lykkedes (næsten) og var den drivkraft der skulle til få at komme i gang. Da først jeg havde trænet i ti uger, hvad jeg kommet i så god form, at jeg ikke ville stoppe igen. Og jeg har trænet lige siden.

Fortsæt, fortsæt, fortsæt

Det er de færreste af os, der har en viljestyrke som en elitesoldat. Derfor har vi også rigtig svært ved at blive ved med at dyrke motion.

Det er både synd og skam, for har vi brugt tid på at sætte os op til at dyrke motion, og har vi kastet en masse energi efter træningen i de første uger, er det surt at havne tilbage i sofaen.

Dårlige undskyldninger er der mange af, og du kan godt droppe dem med det samme. Vi andre gider ikke høre på dine dårlige undskyldninger!

Sig til dig selv, at motion er godt for DIG. Det er DIG der træner for at DU får det bedre.

Får du det bedre af at se en dårlig film i fjernsynet? Nej vel. Så selv om det mentalt er meget nemmere at vælge den lette løsning, skal du lære din krop og din hjerne, at motion er godt og motion er en del af din hverdag.

Hvem er du egentlig?

Motion er fysisk hårdt, det skal det være. Men det skal også være sjovt. Lige som humor er forskellig fra person til person, så er vores opfattelse af sjov motion også forskellig.

Nogen syntes at konkurrencen med andre er sjovt. Andre finder det sjovt at konkurrere med sig selv. Nogen kan lide at dyrke holdsport mens andre igen foretrækker individuelle sportsgrene.

Det er vigtigt at du finde en motionsform som kan motivere dig og som du finder sjov. Husk; du går i gang med at dyrke motion fordi du vil gøre det til en del af dit liv, resten af dit liv. Så det skal altså være sjovt.

Dengang Far var ung

Du har sikkert dyrket motion før, og som ung har du sikkert været rigtig dygtig. Du kunne både løbe, hoppe og springe. Og en cykeltur på 80 kilometer var ikke noget særligt.

Når du går i gang med at dyrke motion efter flere års pause, skal du gøre det klart for dig selv, at din krop er blevet ældre. Ikke alene er dine muskler skrumpet ind og din kondition forringet. Dine led og knogler er også svagere end de var før hen.

En populær tommelfingerregel siger, at det tager seks gange så lang tid at optræne en god form, som det tager at miste den.

Det bedste du kan gøre er at starte blødt op. Du kan tidsnok begynde at presse din krop noget mere, men i de første uger skal din krop vænne sig til træningen, og du skal lære at lytte til din krop. Du skal for alt i verden undgå skader, for det kan ødelægge selv de allerbedste intentioner om at komme i gang med at dyrke motion.

Mærk forskellen

Når du har trænet i nogle uger, vil du begynde at mærke en forskel. Husk at lægge mærke til de forandringer der sker med din krop, dit helbred, din energi og dit humør. Det er de forbedringer som skal være med til at motivere dig i årene der kommer.

Motion er en mirakelkur mod stort set alt, og du skal huske at nyde det. Glæd dig over den forbedret sexlyst, de færre sygedage, stoltheden over din krop og dit gode humør.

Del din glæde med andre.

Rigtig god fornøjelse

Søren

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 6.0/10 (1 vote cast)
Nytårskur, 6.0 out of 10 based on 1 rating
Søren

Kommentar