Nederlag til cykelsporten

Så blev Alberto Contador dømt. Efter mere end halvandet års tovtrækkeri, snølen og pinlig opførelse, har den internationale sportsverden dømt Alberto Contador for doping.

Han havde et forbudt stof i kroppen, og det må man ikke når man er cykelrytter, og da slet ikke når man som spanier vinder Tour de France.

Både og, og næsten ikke alligevel, sådan ca. kan man tolke CAS dommen, der rigtig nok dømmer Contador skyldig i doping, fratager ham hans titler, og giver ham en bødestraf. Men de to års karantæne han rettelig burde idømmes liver effektueret med tilbagevirkende kraft, så selv om Alberto har cyklet på livet løs, så har han samtidig udstået det meste af sin straf. Han har deltaget i cykelløb, påvirket resultaterne og sågar vundet løb, mens han har været i karantæne – Det giver simpelthen ikke mening.

Sportsligt er dommen grumset, for godt nok har CAS slået fast, at man ikke må have forbudte stoffer i kroppen, men en effektiv karantæne på kun et halvt år, efterlader det en masse tvivl om konsekvenserne i dopingdomme.

De menneskelige omkostninger i denne dopingsag er enorme, både Contador og hans nærmeste har været igennem et urimeligt forløb, der har taget al for lang tid. Det spanske cykelforbund kunne ikke finde deres egne ben at stå på, da de skulle tage stilling til deres egen rytters skyld. Det internationale cykelforbund har skabt en masse støj omkring hele sagsforløbet, og CAS har nydt den magt og den fokus det har givet, at fratage Contador hans tour sejr.

Bjarne Riis har kunne følge hele fasen fra sidelinjen, og har fornuftigt nok ladet tingene ske som de nu måtte ske. Han om nogen skal ikke stikke næsen for langt ned i en betændt dopingsag. Og det paradoksale er jo, at da Contador vandt touren, var det ved at slå Andy Schleck, der på det tidspunkt cyklede for Bjarne Riis. Nu bliver Schleck så udråbt som vinder, og Contador som taber, og for anden gang må Bjarne Riis se sin egen rytter tabe i det samme cykelløb. En tragikomisk krølle på en trist historie.

Den helt store taber i denne sag er efter min mening alle os der elsker at se cykelløb. Vi står atter tilbage på sidelinjen og måber over den inkompetence og uduelighed der præger cykelsportens øverste organer. Gamle mænd i jakkesæt der tåger rundt i en sky af al for stor selvforståelse, og som ikke forstår at cykelsport er en vare der skal sælges. For varen bliver altså solgt med falsk varebetegnelse, når rytterne er dopet, og der ikke gøres noget ved det. Og varen bliver direkte rådden, når simple retssager bliver til langstrakte parodier.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Søren

Kommentar