Test af iMapMyRIDE

App’en iMapMyRIDE er et produkt der tilbydes af MapMyFitness virksomheden med kontor i Austin, Texas. Ud over at tilbyde tracking af blandt andet cykling har de også en mindre web shop med et smalt udvalg af cykeludstyr.

Oprettelse af en ny profil foregår hurtigt og smertefrit, og der er mulighed for at tilknytte sin profil til Facebook og Twitter. Et lille surt opstød skal det dog blive til, da jeg ikke kunne få lov til at benytte bogstavet ’ø’ i mit fornavn, så jeg måtte atter engang kalde mig for Soren.

Hjemmesiden virker en lille smule rodet, og det er som om iMapMyRIDE har hentet meget kraftig inspiration hos Strava, dog uden at gøre det lige så godt. Der mange reklamer på de enkelte sider og det bidrager bestemt ikke til at skabe det fornødne overblik.

IMapMyRIDEUd over tracking af cykling, er der også mulighed for at føre en dagbog over ens ve og vel. Man kan angive hvor mange timer man har sovet, ens puls, vægt og ens humør, samt skrive en lille note om dagen. Det er også muligt at holde regnskab med, hvad og hvor meget man spiser i løbet af en dag. Både dagbogen og registreringen af hvad man spiser giver egentlig meget god mening i forhold til at tracke ens træning, men det er ligesom om, at det ikke rigtig indgår i et samlede billede af ens træningsindsats. Og så må jeg også indrømme, at for mig er en dagbog meget personlig, og ikke noget jeg gad føre på et website, lige som jeg heller ikke orker at logge hver gang jeg putter noget i munden.

Det lykkedes mig ikke at finde en oversigt over hvilke pulsmålere og cykelcomputere der er kompatible med iMapMyRIDE. Dog står der på hjemmesiden, at det ikke er muligt at tilslutte pulsmålere til Android app’en, så det er en klar begrænsning såfremt du måtte have den slags behov.

Det er muligt at oprette ruter og dele dem med andre motionister, men desværre virker denne funktion kun i USA, og i få udvalgte storbyer i Europa. Så som dansker trækker det meget ned i den samlede bedømmelse af iMapMyRIDE, da det ikke er muligt at finde nye cykelruter i ens lokalområde, og det heller ikke er muligt at konkurrere med andre cyklister.

Så er det blevet tid til at skrive om mine oplevelser på cyklen. Jeg testede iMapMyRIDE på en Samsung Galaxy SIII Android telefon der er placeret i min baglomme når jeg cykler. Brugergrænsefladen på app’en er en smule rodet, og der gik lige nogle sekunder inden jeg fandt ud af, hvordan man starter med at tracke et træningspas. Det er naturligvis bare et spørgsmål om tilvænning, men for at man får brugt en app i dagligdagen skal den være hurtig og simpel. Da jeg først fik startet min tracking kørte det ganske fint. Der er en robotstemme der med jævne mellemrum giver en nogle informationer om fart og distance. Det er en meget amerikansk robotstemme der forøger at tale dansk, og selvom ideen med stemmestyret information er rigtig god, så blev jeg hurtigt træt af den meget mekaniske stemme.

I løbet af testperioden oplevede jeg nogle gange, at iMapMyRIDE ikke fik tracket hele den rute jeg havde cyklet. Det virkede som om, at satellitsignalet havde nogle udfald undervejs. Det kan sagtens være min telefon der har skabt bøvlet, men jeg har ikke oplevet lignende problemer med andre cykel GPS apps så det kan meget vel være iMapMyRIDE der har nogle problemer.

Konklusion

iMapMyRide tilbyder faktisk rigtig mange funktioner, og selv om en del af funktionerne handler om andet end cykling (her tænker jeg på logning af fødevareindtag og dagbogsskrivning) er der rigeligt til at dække de basale behov. Desværre er indpakningen ikke lækker, og den daglige brug er ikke lige så givtig som ved Strava og Endomondo. Hjemmesiden giver ikke det samme overblik som konkurrenternes, og motivationen til at træne hårdere udebliver.

Et andet stort minus ved iMapMyRIDE er, at det ikke er særlig udbredt (i Danmark) og det er derfor svært at finde venner man kan dele sine træningsoplevelser med. Det er heller ikke muligt at vælge Danmark når man skal finde ruter som andre har kørt, og det er en meget stor mangel.

Du kan hente iMapMyRIDE til Android her.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Søren

Kommentar