Test af bedste cykel apps med GPS

For mange motionister er den største forhindring for at gennemføre den daglige træning, manglende motivation. Når det er aften, mørkt og regner, så er det nemt at overbevise sig selv om, at sofaen er et meget bedre alternativ end de 45 kilometer på cykel der venter forude. Og har man ikke en fast aftale med en eller flere træningspartnere, er det tit muligt at finde på gode undskyldninger over for sig selv om, hvorfor lige i dag er en dårlig dag at træne på.

Nu er motivation en meget individuel ting, og vi skal hver for sig finde den form for motivation der skal til for at få os ud af sofaen og op på cyklen. Det kan være træningspartnere, personlige mål, deltagelse i forskellige motionsløb eller noget helt andet. Og så kan det være at tracke sin træningsindsats via en cykel app med GPS.

Der findes rigtig mange sports trackere til både Android og iPhone og det har været svært at vælge hvilke tre jeg ville medtage i min test. Mit primære kriterium i udvælgesen af apps har været, at jeg ville teste GPS apps der var specielt beregnet til cykling. Og valget faldt på Endomondo, iMapMyRIDE og Strava.

Du kan læse mere om den enkelte test her:

Test af Endomondo

Test af Strava

Test af iMapMyRIDE

Fælles for alle tre cykel apps er, at de indeholder rigeligt med funktionalitet til at tracke den daglige træning. Du kan se dine kørte ruter på et kort, du kan se statistik over den samlede træningsindsats, og du kan dele dine oplevelser på Facebook. Der hvor de adskiller sig fra hinanden er på de mere specielle funktioner samt design og brugervenlighed.

Personligt har jeg aldrig selv før prøvet at træne med en cykel app med GPS. Jeg har altid benyttet mig af en simpel cykelcomputer der kan måle fart og distance. Mere har jeg ikke følt jeg har haft brug for. Men jeg må indrømme at jeg hurtigt blev grebet af at tracke min træning. Det er sjovt at se mine ruter på computeren, og det er rigtig sjovt at følge med i mine personlige rekorder. Det har givet mig stor motivation til at komme op på cyklen og køre lidt hurtigere og lidt længere end jeg ellers ville gøre. Og for mit vedkommende er brugen af cykel app med GPS kommet for at blive.

Og så lige et par ord om Facebook, for fælles for alle tre cykel apps med GPS er, at man kan logge på via sin Facebook profil. Dette er en ganske god mulighed såfremt man ønsker at dele sine oplysninger med sine Facebook venner, og der er samtidig en hurtig måde at komme i gang med de tre tjenester på. Bagsiden af medaljen er, at det kan være svært at overskue hvilke oplysninger man deler, og hvornår ting bliver slået op på ens Facebook profil. Samtidig er der også en indbygget risici i, at såfremt ens Facebook profil bliver spærret, så mister man også adgangen til sine træningsdata.

Og test vinderen er…

Den bedste cykel app med GPS er uden tvivl Strava. Gratis udgaven er reklamefri og indeholder rigtig mange gode funktioner som dækker langt de flestes behov. Betalingsudgaven er en anelse peberet, men den tilbyder endnu flere nyttige funktioner, specielt hvis man benytter puls- og kadencemåling.

På en flot andenplads kommer Endomondo der også tilbyder rigtig mange gode funktioner. Gratisudgaven er desværre fyldt med reklamer, og det trækker lidt ned. Til gengæld er Endomondo billigere end Strava, så for få penge kan du slippe for reklamerne, og det er et plus.

iMapMyRIDE dumper som sådan ikke i testen, men sammenlignet med Strava og Endomondo så virker den bare ikke helt så godt. Design og brugervenlighed er ikke helt i top, og det lykkedes ikke at skabe den nødvendige fokus på det det hele handler om; at motivere til den daglige træning. Den manglende understøttelse af ruter i Danmark er også noget der trækker meget ned i den samlede vurdering.

Står du og skal vælge hvilken Cykel GPS app du skal bruge til at tracke din træning, så Strava altså det mest oplagte valg, men ønsker du at dele dine træningsoplevelser med dine venner så skal du naturligvis vælge den tracker app som de benytter.

Rigtig god fornøjelse…

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Søren

Kommentar